©  Foto:

Hindsgavl Voldsted

Picnic med udsigt til Lillebælt


Gammel Slot, ved det store voldsted i engen vest for det nuværende Hindsgavl Slot, er resterne af det oprindelige Hindsgavl Slot, der blev anlagt som kongelig borg, formentlig af Kong Erik Klipping, i ca. 1260. Men først i 1295 bliver borgen nævnt i forbindelse med, at den norske konge, Erik Præstehader, og den danske konge, Erik Menved, slutter fred her. 
Borgen fungerede i krig og fred som overvågningssted af passerende skibe og værn mod fjendtlig indtrængen fra Jylland.

Det bestod i middelalderen af en borggård, vindebro med port og en lille ladegård ved stranden. I 1600-tallet blev der tilføjet nye fløje af Kong Christian IV, men i 1657 - 1660, under Svenskekrigen, blev slottet hærget af svenskerne, og i 1692 skred en del af tårnet og fruestuen i havet under en storm.

Herefter blev slottet solgt til en privatperson, og i 1784 blev det nye Hindsgavl Slot opført.

Man finder Hindsgavl slots ruin således: man går gennem parken til man kommer til lågen. Derfra går man ud på engen.